Fra: Jens-Ole
Date: 01 mar 2002
Kære Annette,
Du har selv fat i meningen, når du giver overskriften ”Livet – eller døden”. Det er netop det valg, du blev givet, da du var syv år og mistede din morfar – og dermed nok også mistede en stor del af din glæde ved livet. Du har sikkert på det tidspunkt ind imellem følt, at det ikke var værd at leve videre – og nogle år efter kommer din morfar for at tydeliggøre dette valg for dig.
Når vi mister noget betydningsfuldt, vil vi naturligt nok få en stærk trang til at følge efter det for at finde det igen, og det er jo en del af livets realiteter, at man kan se et menneske, der har mistet en nærtstående, helt miste lysten til at leve videre og bogstaveligt talt sygne hen og dø – simpelthen fordi viljen til at leve er væk. Og længslen efter at være sammen med den, man har mistet, ubevidst eller bevidst, er stærkere.
Som barn har du haft en stærkere kontakt med den åndelige verden, sådan som børn ofte har, fordi de ikke helt er kommet til stede endnu her i det jordiske liv, så drømmen kan være udtryk for en helt reel kontakt med din afdøde morfar. Der har uden tvivl været et særligt bånd imellem jer – og det bånd kan have fået ham til at kontakte dig og give dig valget mellem at følge ham, det vil sige dø, eller lære at klare dig selv og fortsætte livet. Set fra et jordisk synspunkt kan det virke underligt, at din morfar inviterer dig til at dø, men set fra ”den anden side” kan det have været en helt rimelig kontakt. Dels tager døden sig ikke lige så alvorlig og forfærdelig ud, når først man er kommet igennem den og befinder sig på den anden side – og dels kan det tænkes, at din morfar allerede vidste, hvad du ville vælge – og med sin udfordring gav dig muligheden for selv at blive bevidst om dit valg og på den måde styrke din livsvilje.
Intuitivt har du været lettet over, at du valgte livet - også selv om det jordiske liv udsætter os for smertefulde følelser som ensomhed og forladthed. ”Livet – eller døden?” er et valg, som nogen af os må tage mange gange i løbet af et liv, på tidspunkter, hvor alting ser sort ud, og hvor muligheden for at give slip på det hele og vende tilbage til den lysverden, vi stadig bærer en erindring om i vort ubevidste, virker langt mere tillokkende.
Måske står drømmen stadig så stærkt for dig, fordi du endnu ikke har truffet valget fuldt ud, endnu ikke har sagt fuldt og helt JA til livet. Men det må du i så fald se at få gjort helhjertet, og så tage alle de følelser, der følger med, af både glæde og sorg og angst for at miste – for du sagde ja til det allerede dengang, du havde drømmen. Men dengang var det som et barn, på en passiv måde, i kraft af, at du ingenting foretog dig, at døren til den anden side blev lukket. Nu, som voksen, kan du måske sige mere aktivt ja til livet. Fortæl din morfar, at du er glad for hans kærlighed og for, at han gav dig valget, og at du nu helt og fuldt har truffet en beslutning om ikke at følge ham. Du vil binde dig fuldt og helt til livet, så længe det overhovedet kan vare, og du er parat til at risikere det hele for at få lov at opleve det hele, risikere at miste endnu engang, sørge, blive afhængig, for du har prøvet det før og ved, at du kan overleve det – og derfor tør du elske.
Med dette mod til at elske livet får du også styrket dit mod til at lade døren åbne sig igen til din kontakt med den anden side. Den dør kan man nemlig roligt åbne, når først man er blevet sikker på, at man ikke har tænkt sig at stige indenfor før tid!
Kærlige hilsner til dig – og din morfar
fra Jens-Ole.
[netkursus/eksempler/--]