Fra: Jens-Ole
Date: 05 jun 2002
Kære Anita, Det kan selvfølgelig virke ret voldsomt, at man drømmer så uhyggeligt om sin egen mor. Men pointen ligger i det, hun siger til dig: At du skal komme videre med dit liv. Selv om hun åbenbart synes, det er nødvendigt at tale med store bogstaver og ”sætte dig kniven for struben”, så er budskabet jo i sig selv velment. Måske har du simpelthen stået stille så længe, at det er nødvendigt at ”råbe dig op” på denne voldsomme måde.
Noget kunne tyde på, at du har søgt tilflugt i det mentale for at undgå at mærke dine følelser. Det har betydet, at du ikke rigtig forholder dig til det, der sker omkring dig. Mobiltelefonen antyder, at du er fraværende (se også mit svar til ”Nuser”s brev ”Afsked?” 12. maj), og en taglejlighed er et symbol på, at du befinder dig ”oppe i øverste etage”, altså i dit hoved. Men nu bryder følelserne altså igennem, de kan ikke længere holdes tilbage, og det går vildt til, fordi de er blevet holdt nede. I følelserne huserer din mor med bål og brand, og det er klart nok ikke særlig behageligt at skulle se i øjnene. Din mor i drømmen er altså ikke så meget ”din mor”, men derimod de ubehagelige følelser, der findes i dit forhold til hende. Og drømmen siger, at du må bearbejde disse følelser, have mod til at mærke dem og få ”renset ud i dem” (et badeværelse symboliserer denne renselsesproces), før du kan ”få hende tilbage”, dvs. få et godt og rart forhold til hende og dit minde om hende, sådan som du gerne vil.
Ofte, hvis nogen dør, forbyder vi os selv at føle noget dårligt om dem. Men der kan sagtens være følelser af modstand, som stammer fra din opvækst og jeres forhold i det hele taget, som du trænger til at se i øjnene – vrede, bitterhed osv. Ved at give dig selv lov til at føle disse mindre behagelige følelser, eventuelt sammen med en terapeut, som du føler dig tryg ved, vil de blive forløst, så du bliver mere fri til at mærke alle de gode følelser, du også har for hende.
Så gør alvor af det, hvis du mener at genkende denne beskrivelse. At få renset ud i følelserne ved at konfrontere dem vil være præcis det, der får dig videre med dit liv. Jeg tror, det er et rigtig godt råd, din mor er kommet med dér – og måske ER du virkelig så stædig, at man er nødt til at råbe højt for at få dig i gang med det!? Drop stædigheden - husk: Det er trods alt mere behageligt selv at kravle ned i badekarret end at blive skubbet derned!
Held og lykke med processen – og kærlig hilsen fra
Jens-Ole.
[netkursus/eksempler/--]